Skyum Bjerge
Skyum Bjerge er et smukt kuperet terræn med mange gravhøje fra den ældre bronzealder. Skyum Bjerge er fredet område. For at bevare lyngheden og overdrevet afgræsses området af får.
Skyum Bjerge er et højtliggende bakkeparti med mange flotte gravhøje, hede, moser, skov og strand. Når man står på de højeste punkter, er der en smuk udsigt over Limfjorden og til Mors.
Området er et meget kuperet bakkelandskab, som udgør en del af Limfjordskysten ned mod Vilsund. Kløfter og dale er skabt ved, at smeltevand har eroderet sig ned i jordbunden fra slutningen af sidste istid.
Naturen er storslået med mange forskellige landskabstyper, plantesamfund og fugleliv.
Der er 17 gravhøje tilbage i området hvoraf 6 ligger smukt på rad og række hen over bakkekammen. Der har været endnu flere høje, men de er forsvundet i tidens løb; især pga. pløjning.
Højene er anlagt i begyndelsen af bronzealderen, og i nogle af højene er der fundet kostbare gravgaver som ringguld, våben og smykker af bronze. At der har været en livlig handel i Limfjordsområdet fra Skyum Bjerge og helt ned til Ydby Hede, vidner tilsvarende fund længere syd på om.
Handelen er foregået med skibe, og ringguldet har været brugt som betalingsmiddel.
500 meter syd for Skyum Bjerge ligger på stranden en vandreblok fra istidens gletsjere som anslås til 40 kubikmeter; altså en vægt på cirka 80 ton.
Et sagn fortæller, at stenen blev kastet af en kæmpe på Mors rettet mod Skyum Kirke. Det siges, at når der bages pandekager i Skyum, så bevæger stenen sig.
Fra stranden ved Skyum Bjerge er der langs stranden en dejlig 3 km´s tur til Skyum Østerstrand. Ved højvande er det nødvendigt med gummistøvler.
Verdensuniversitetet
Lige nordvest for Skyum Bjerge ligger Fjordvang, før i tiden kaldt Æ Verdensuniversitet, som blev grundlagt af Aage Rosendal og som i 1970 bl.a. husede John Lennon og Yoko Ono.
Uddannelsesinstitutionen åbnede i 1962. Både studerende og lærere kom fra alle dele af verden. Det var ikke noget helt almindeligt universitet. De bagvedliggende tanker byggede på Grundtvigs og Kolds højskole- og friskoletanker, et skolesystem, hvor det ikke er indlæring og eksamen, der er de bærende elementer, men engagement gennem fællesskab og samtaler. Det blev således en skole, der i forlængelse af dansk højskoletradition arbejdede for mellemmenneskelig forståelse og de humanistiske værdier.
Skolen blev kaldt for Verdensuniversitetet eller Æ verdensuniversitet og tog udgangspunkt i det enkelte menneske, fordi alle mennesker har et enormt potentiale. Der blev undervist i mange forskellige fag, men særligt fokuseret var man på kunst, og udøvende kunstnere fra hele verden blev inviteret til skolen for at give workshops. Skolen fik en del omtale, særligt da skolens mest kendte besøgende, John Lennon, besøgte stedet i januar 1970. Som fredsaktivist var John Lennon helt enig med et af skolens formål: at mennesker fra hele verden skulle finde sammen, lære hinanden og hinandens kultur at kende og dermed forebygge krig.
Fra midten af 1980’erne blev skolens elevgrundlag og økonomi dårligere, og skolen lukkede endeligt i 1991.
Aage Rosendal var også medvirkende til, at Nordisk Folkecenter For Vedvarende Energi blev oprettet i Sønder Ydby.