Kløvenhøj

Kløvenhøj ligger 41 meter over havet, hvilket giver en storslået udsigt over meget af Sydthy.

Det hedder Kløvenhøj fordi den, som så mange andre høje, har været udsat for gravrøvere, der ikke kendte regler om genetablering.

Om der fandtes noget i højen vides ikke.

Brokær som ses mod nordvest, var tidligere en fjord der tillod sejlads til og fra Doverodde.

Boddum har altså været en ø. Nogen mener navnet Boddum er afledt af ”Båd om”.

Brokær er et habitat, hvor færdsel ikke er tilladt. Der findes mange forskellige planter, blandt andet Gøgeurt og Gul Stenbræk. Fuglelivet er stort, både ”fastboende” og rastende. Birkemusen er her, men sikkert svært at komme i kontakt med. Odder er set.

100 meter ude i kæret, ret nordvest for højen, ligger der et voldsted, med lidt god vilje kan man ane en åbning i bevoksningen.

Det er ikke helt klart hvorfor det er opført, man taler om en form for beskyttelsesrum fra den gang der var stridigheder om ”Boddum Bisgaard”.

Sandsynligt kunne det også have været en slags bevogtning ved gennemsejling da der var fjord. Et Toldsted?

Om det oprindelige voldsted findes der kun lidt, dog en smule hvor man er gået så vidt at bruge tal.

Voldhøjen, med ringvold- og grav, havde et tværmål, på 130’ (ca. 40 meter).

Voldens højde målt fra voldgravens bund 12’ på den sydvestlige del, og på den nordøstlige 5’.

Vandretur 1

Boddum Bæks udløb i Skibsted Fjord ligger mod syd. Gå ned langs indhegningen, ikke ind til dyrene. Lidt nede hold mod øst langs bevoksningen.

Næsten nede ligger Boddum Hule østfor.

Hvad der er foregået der er lidt uvist, men et sagn taler om nogle drabelige kampe med sværd.

Fortsæt til stranden, gå derefter mod vest til Bækkens udløb nås.

Gå videre mod vest op til højene. Forstyr ikke fårene, de er fastansat til pleje af hedearealet.

På den store høj er der udsigt 360o rundt.

Vandretur 2

Find lågen i hegnet nord for højene, derfra går en sti ud til asfaltvejen, der fører op mod Kløvenhøj.

Afstand fra Kløvenhøj til Boddum Bæks udløb er cirka 600 meter.

Hele turen Kløvenhøj, Boddum Bæk, Oldtidshøjene, langs asfaltvejen til Kløvenhøj igen, er cirka 3,5 km, og er det værd!

Der verserer en fortælling om to heste der forsvandt i vandet ud for udløbet. I den forbindelse har Tugthuset på Boddum Bisgaard været i brug. Læs her: http://cho.dk/side7.html  (Claus Henry Olsen)

Kløvenhøj